håndklæde-claus

Vi sagde aldrig - aldrig mere Poul og Nulle i hullet

Det er utroligt. Den første Cowork Klitmøller julefest er over en uge gammel. Det bliver helt sikkert ikke den sidste. Hvis du ikke var der, kan du godt spidse spyddet. Næste års fest bliver lørdag d. 12/12, 2015, kl. 21.00. Adressen, opgaver og tema følger.

Det blev intet mindre end et brag af en fest. Det er svært – vitterligt svært – at huske alles bidrag, én ting ligger dog fast, I bidrog, og det er vi fantastisk glade for. I kan sige, hvad I vil, men sammen sagde vi altså aldrig, aldrig mere Poul og Nulle i hullet.  

Først og fremmest tak til Glæde og det seks (eller var det syv) mand store band, I kom med. I satte virkelig gang i festen. Mellem tredje og fjerde sæt var der én af jer, der sagde: “jeg kan ik forstå, at I synes, det er så fedt, det lyder jo ad h****** til”.

Dét gjorde det ikke, I var for fede og sprængfyldte af glæde. Det var Christine - aka farmaceuten - også. Du sørgende for drinks og kan det der med kemi. Det sætter vi stor pris på. Aldrig har vi sakset så meget.

Tak til Nikolaj fordi du var den første, der meldte dig til festen. Tak til Nilüfer som i dagens anledning havde rejst sig fra barselssengen og hang ud med os til over midnat.  Tak til Mia fordi du blev hængende og var virkelig, virkelig glad til absolut sidste sekund. Tak til Simon, fordi du startede den der rundkreds på dansegulvet, tak til Dorthe fordi du lignede Rene Russo, tak til Hans fordi du talte så pænt til alle i baren. Tak til Martin fordi du viste os, at der rent faktisk gemmer sig en rigtig festabe i dig, og tak for rejsen rundt i tung metal sidst på natten. Tak til Christian og Belinda fordi I kom alligevel. Tak til Claus fordi du bare så, du ved, så håndklæde-agtig ud, og tak til Marie Louise fordi du havde den der kjole på uden ærmer. De arme ér bare pæne. Tak for Jakob, Therese, Rebecca og Martin fordi I kom og så så Københavner-lækre ud og til Rebecca og Martin fordi I overvejer at flytte til Klitmøller. Uanset hvad I beslutter jer for, har vi en plads til jer. Tak til André fordi du kom, selvom du først fik invitationen 90 min før vi gik i gang. Tak til Preben fordi du viste os, at man sagtens kan feste selv om man er tæt på de 60. Tak til Signe fordi du valgte vores fest. Tak for Lea og Sarah fordi I (også) trak gennemsnitsalderen ned. Tak til Linda, Flemming og Lou fordi I kom med hele familien og var super glade sammen med os. Tak fra alle os til alle jer, der ikke er nævnt.

Rigtig god jul til jer alle sammen, både jer, der kom, og jer, der ikke kom, og jer, der ikke aner, hvad vi taler om.

Cowork Klitmøller julefrokost 2014 - tema: Glæde